Reducer din SKAT for 2016
Afslut 2016 med en reduceret SKAT
Synes du, at du kommer til at betale for meget i SKAT i 2016, har du stadig chancen for at reducere den lidt. Nedenfor har vi listet nogle af de muligheder du har for at reducere din SKAT:
Frem til den 30. december kan du med fordel indbetale til ratepension, såfremt fradraget sker i topskat. Der kan maksimalt indbetales kr. 52.400
Selvstændige erhvervsdrivende kan indbetale 30 % af overskuddet før renter, men beløb udover førnævnte kr. 52.400 skal indskydes på livrente, hvilket man skal være opmærksom på, og overveje om man er interesseret i.
Aldersopsparing er også en god mulighed, der dog ikke giver fradrag, og dermed ikke skattebesparelse i år. Fordelen ligger i at afkastet beskattes mere lempeligt med 15,3 % i forhold til afkast af frie midler, der som minimum beskattes med 27 %. Der kan maksimalt indbetales kr. 28.900 i år.
Har man haft gevinster på aktier i løbet af året, der vil komme til beskatning i den høje sats, 42 %, og samtidig har urealiserede tab på andre aktier, kan det være en idé at sælge disse eller en del af dem, for at reducere skatten på førstnævnte. Man kan jo altid købe dem igen i det nye år, men man skal være opmærksom på kursrisikoen. Fristen for registrering af aktiehandler i 2016 er den 27. december.
Endelig kan man udnytte, at man i 2016 kan få fradrag for service og håndværkerydelser på i alt kr. 18.000 pr. person, se http://www.haandvaerkerfradrag.dk/?gclid=CM3oro2SitECFW4A0wodHbkHpg, men hvis man ikke allerede har udnyttet det, er det jo nok begrænset, hvad der kan nås mellem jul og nytår☺
Har du spørgsmål eller kommentarer til indlægget så kontakt os endelig. Vi sidder klar til at hjælpe 🙂
OBS! Vi anbefaler ikke at igangsætte ovenstående uden forudgående rådgivning.